Arbejdsmarked

Det går godt i Danmark, beskæftigelsen er rekordhøj og lønningerne stiger, ligesom vi lever længere. Med en længere levealder og bedre helbred følger evnen og dermed også pligten til at blive ved med at forsørge sig selv, fordi vi ikke har råd til det spild det er at sende arbejdsdygtige mennesker på græs. Imidlertid kræver et arbejdsmarked med et større aldersspænd, at der bliver taget hensyn til at man som 70-årig næppe kan ernære sig som stilladsarbejder, og at det ikke altid er muligt at arbejde 37 timer om ugen. Et mere rummeligt arbejdsmarked skal også have plads til dem med nedsat arbejdsevne og give mulighed for tilbagetrækning for nedslidte, ligesom det er nødvendigt at sikre et tilstrækkeligt antal lærepladser, så vi kan uddanne næste generation af håndværkere.

Ansvaret for at udvikle et mere fleksibelt arbejdsmarked bør ligge hos arbejdsmarkedets parter, det er trods alt dem der har arbejdsskoene på, og politisk indgriben får let et skær at stemmekøb, som ikke hører hjemme i et sundt samfund. Hvem der skal tilbydes omskoling, nedsat tid eller tidlig pension må være parternes ansvar, også økonomisk, så man får et incitament til at afskaffe nedslidende arbejdsmetoder og ikke bare kan tørre regningen af på en anonym statskasse. Det ville være rimeligt at lade parterne beholde en vis del af den opkrævede AMBI og virksomhedsskat for at finansiere den øgede fleksibilitet. I takt med at forbedringerne indtræder bliver det muligt at opkræve mindre, så parterne belønnes for resultaterne – udover hovedgevinsten som er et langt bedre arbejdsmiljø, mindre nedslidning og større tryghed.